Me, Myself and I

10450755_10152501834399161_7028701790228322445_n

Jeg har det bare helt fantastik for tiden!
Lige siden stressen over skoleopgaver og fremlæggelser var overstået, har jeg haft en eller anden dejlig ro inden i, og været rigtig glad! Nu er der kun karakterende der presser dit på utålmodigheden.. baaah. 😉

Gode venner og kammerater er altid en glædesfaktor for mig, og det er jo bare herligt at vide at der er nogen der er her for mig lige meget hvor svag, ked af det eller umulig jeg kan være, men det såre mig så også når der er nogen der ikke har forståelse og kun er der når man er i en god periode.

Men jeg er glad nu! Og det er MIG og min glæde der er i fokus. Ikke ment sådan at jeg kun tænker på mig selv, og ikke vil være der for andre, det vil jeg altid, men har bare brug for,
at tænke noget mere på mig selv.
Hele mit liv har jeg sat alle andre i første række, men det sidste halve års tid har jeg prøvet at sætte mig selv først, og den sidste måneds tid har det så småt båret frugt.. Jeg har måske mistet nogen på vejen op af bjerget, men det har så været dem der ikke har haft forståelse for at jeg har haft brug for at arbejde med mig selv, og ikke hele tiden tænke på dem, og dermed sætte dem lidt i anden eller tredje række.

Jeg har overhoved ikke nået toppen af bjerget endnu, men er godt på vej kan jeg mærke.. Jeg skal finde mig selv, og finde ud af hvem jeg egentlig er som menneske. Jeg skal lærer ikke at tænke så meget over hvad andre synes og tænker om mig. Jeg skal have troen på mig selv, hvile i mig selv og følge mine drømme.

Lige  fortiden er jeg ved at få opbygget sådan et godt selvværd at jeg tror på at det nok skal lykkes! Men det jeg tror jeg mangler på min vej er ordentlig anerkendelse og ro for de ting jeg gør.
Ros for mig er næsten altid noget der ikke trækker ind, fordi jeg føler at det er overfladisk, og noget folk gør for at være sød, og så man føler sig godt tilpas. F.eks. når lærer kommer med små rosende ord til en mindre eller større gruppe af elever på én gang, så trækker rosen overhoved ikke ind. Det samme gælde små kommentarer. En gang imellem er der brug for at jeg virkelig får ordenligt og personlig ros og anerkendelse, og ikke “grupperos”.
Det er også en af grundende til at jeg HADER gruppearbejde i skolen, hvis man får ros for nogen som værende gruppe, men som egentlig burde have været personligt da det var mig der havde lavet det der blev rost, så burde det være en personlig ros (gælder også hvis det var en anden der havde lavet det), også selvom man selv ved at det er en selv der har præsteret med noget godt, så ved læreren det nødvendigvis ikke, og det kan godt føles som et nederlag for mig!

Nå, gider ikke alt det negativitet!
Næste uge tror jeg på bliver fantastisk sammen med min dejlige klasse!
Det er den sidste uge inden sommerferien og vi skal have en hyggelig men lærerig uge hvor vi skal bevæge os en masse og have det sjovt!

Glæder mig til sommerferie, og til at komme syd på og bare være glad og have det godt! 🙂

 

Kan ikke bryde ud

Dette er en svær tid. Hvorfor ved jeg egentligt ikke, men der er et eller andet der gør at jeg er blevet sat i en boks jeg ikke kan komme ud af.
Humørsvingningerne er voldsomme, og det gør bare at jeg lukker mig endnu længere ind, ind i en verden jeg slet ikke har lyst til at være i, og en verden der kun er dårlig for mig!

Ingen ting er som før.. Hverken de mennesker jeg omgås, eller før omgik, og jeg er også helt forandret.
Jeg er skrøbligere end aldrig før, og det er nok det der gør at det er nemmest bare at passe sig selv, og ikke trænge sig på hos andre.
Folk falder mere om mere fra! De har krav til mig som jeg lige nu ikke kan opfylde. Det er mig der skal tage initativ til at være en del af det hele igen, men hvad nu hvis jeg bare har behov for at de kommer til mig, og er der for mig?
Men sådan er vores verden åbenbart ikke mere. Eller jeg ved det ikke, 1000 tanker flyver konstant rundt oppe i hoved på mig, og intet af det giver mening.
Jeg føler mig bare som en ting. En ting man kan gøre med hvad man vil, og bytte ud når der er riser i lakken, som om man ikke længere er god nok.

Jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre!
Jeg har aller mest lyst til bare at være derhjemme hele tiden, for ligemeget hvor jeg er (næsten) så har jeg det ikke godt.
Forståelsen er der ikke, og hjælpen og støtten er der slet ikke!
Jeg vil bare gerne ud af min såkaldte boks, men lærte en gang at sådanne ting kan man ikke bearbejde og klare alene, men det er svært når der ikke er nogen der vil være der for en.


IMG_20140426_104426